To afdelinger inde i 2014-udgaven af Auto-G DTC går Mikkel C. Johansen og Racing Factory nu fra hinanden.

Sæsonstarten har tydeligvis ikke været, som sidste års løbsvinder i Rudskogen havde håbet. Nu stiller Slagelse-køreren i stedet i eget regi allerede fra næste afdeling på netop Rudskogen den 21.-22. juni.

”Jeg og mit bagland har valgt at opsige samarbejdet med Racing Factory,” fortæller Mikkel C. Johansen til dtc-net.dk.

”Grundlaget for at fortsætte samarbejdet, eksisterer kort og godt ikke, og samarbejdet hidtil, har ikke været tilfredsstillende, så derfor har vi valgt at sige stop.”

”Men jeg er med, når næste løb køres i Norge. Jeg har brugt tiden siden Classic Race Aarhus til at stable mit eget team på benene.”