Lad os bare indse det. Motorsporten har været hårdt ramt af finanskrisen de sidste år. Både i ind- og udland har det været svært for kørerne og løbsarrangørerne at finde sponsorer til at få det hele til at køre rundt, og der har været færre og færre biler på gridden til start rundt omkring i verden. Stille og roligt er det dog som om at man kan se lidt fremgang i tingene igen, der dukker nye løbsserier op, de løbsserier der overlevede er ved at være fyldt op med biler på gridden igen og det er som om at interessen for motorsport også er stigende (Tak til Kevin Magnussen).

I Danmark har vi massere af spændende motorløb! Lige fra folkerace, til historisk race og Rally. Og så har vi nu også fået hele 2 løbsserier med masser af power. DTC er tit blevet kaldt motorsportens svar på superligaen i fodbold, og Danish Supertourisme Turbo bliver spået nogenlunde samme fremtid. Jeg er så heldig at skulle køre begge serier! Det bliver så fedt at være med til at starte SuperTourisme op, lære de nye biler at kende, følge seriens udvikling – som i udlandet har været fuldstændig vild – og så selvfølgelig køre race på top niveau, som bare er det jeg er fuldstændig vild med!

DTC og jeg har jo en dejlig fortid! Mit mesterskab i 2007, hvor min familie kørte teamet og vi formåede at vinde foran Team Essex og Den blå avis, var en suveræn tid. Her fik jeg virkelig blod på tanden om at køre mere racerløb, og det lykkedes mig da også at få foden indenfor og komme til udlandet og køre. Jeg glæder mig enormt til at køre DTC igen, selvom jeg også godt er klar over at en del har ændret sig siden da. Og jeg kommer til åbningsløbet med minimum forberedelse, men hold nu kæft hvor bliver det fedt at være med på holdet igen, i serien som formåede at overleve de hårde år under finanskrisen, og som nu ser ud til at stå stærkere end nogensinde!

Jeg håber at vi ses på banerne rundt omkring i Danmark i løbet af året! Jeg er klar på at give den fuld gas og glæder mig enormt til at møde det danske publikum igen.