Det blev Michel Nykjær øverst på podiet igen i søndagens finale på FDM Jyllandsringen. Chevrolet-køreren startede fra pole position takket være sin sejr og tredjeplads i de to kvalifikationsløb. Teamkammerat Henrik Lundgaard blev treer efter Hartmann Honda Racings James Thompson.
James Thompson startede ellers treer, men fik overlistet Lundgaard i starten. Herefter var briten tæt på Nykjær, men aldrig for alvor i stand til at true sydsjællænderen. I mål var der 1,4 sekund mellem de to kørere.
– Det var jo en helt perfekt sæsonstart, den bedste, jeg kan mindes. Løbet gik over al forventning, og jeg kunne styre tempoet godt oppe foran. De andre har sat gode tider, men vi har nu vist, at vi for alvor kan være med oppe foran hele distancen her på Jyllandsringen, hvor vi tidligere har haft det svært med BMW’erne, siger Michel Nykjær til Racemag.
– Nu bliver det så Padborg Park næste gang, som normalt ligger godt til bilen. Men jeg tør slet ikke tænke på strafvægten, siger Michel Nykjær videre.
Også James Thompson hæfter sig ved den fremgang, Honda-teamet viser på banen ved Silkeborg, som traditionelt har været domineret af baghjulstrukne biler.
– Jeg er virkelig tilfreds med denne weekend, hvor vi har taget et stort skridt fremad i forhold til sidste år. At vi kan køre med helt fremme i alle tre løb er virkeligt godt og tegner godt for resten af sæsonen, siger briten til Racemag.
– Jeg må give stor ros til teamet, de har virkelig arbejdet meget på bilen, så den kører godt over hele distancen. Dog måtte jeg slippe Nykjær de sidste fire omgange, siger Thompson.
Bag førerduoen havde Henrik Lundgaard hele løbet Jan Magnussens fulde opmærksomhed, men trods flere forsøg fra den regerende mester, blev det ved en fjerdeplads i finaleløbet.
Bag dem på femtepladsen sluttede Jason Watt, der gentog sin dyst med Per Poulsen fra andet løb. SEAT-køreren kunne dog bremse sig forbi DTC Cup-køreren i Honda for enden af langsiden.
Bedste privatkører i finaleløbet blev Jens Reno Møller på sjettepladsen i den samlede stilling.
Resultatet fra finaleløbet ved åbningsløbet på FDM Jyllandsringen:
1 Michel Nykjær, Chevrolet Lacetti, 12 omgange
2 James Thompson, Honda Accord
3 Henrik Lundgaard, Chevrolet Lacetti
4 Jan Magnussen, BMW 320si E 90
5 Jason Watt, Seat Leon,
6 Jens Reno Møller Seat Leon
7 John Nielsen, BMW 320si E90,
8 Per Poulsen, Honda Accord,
9 Martin Jensen, BMW 320si E90
10 Michael Carlsen, Peugeot 407
11 Kasper Jensen, BMW 320i
12 Joachim Stephansen, BMW 320si E90
13 Jens Ole Mathiesen, BMW E46 M3 3,2 (IO)
14 John Hansen, Seat Leon (IO)
15 Martin Marrill, Seat Leon (IO)
Foto: Thomas Norsted