Michael K. Christensen har længe været tæt på en kontrakt med sit 2009-team Mücke Motorsport. Men denne uge er planerne om en indsats i F3 EuroSeries blevet erstattet med en kontrakt med Mark Webbers MW Arden-team i GP3.
Og selvom GP3-klassen er spritny, er der ingen tvivl hos den 19-årige dansker om, at det er det bedste valg for 2010-sæsonen.
– En sæson i GP3-klassen vil give mig mere træning og erfaring på grand prix-banerne, som jeg i forvejen kender fra Formula BMW, og det er et miljø, jeg kender i forvejen og trives godt i. F3 EuroSeries køres på baner sammen med DTM, som jeg ikke nødvendigvis vil skulle køre på i fremtiden, så GP3 er det sikre valg for mig i 2010, siger Michael K. Christensen til Racemag.

– Derudover fik jeg også et rigtig godt tilbud fra teamet, siger den unge racerkører videre.
GP3 kører otte afdelinger i 2010, hvoraf syv vil køre som supportklasse til Formel 1. Sæsonstarten går i maj i Barcelona, hvorefter klassen vil holde pause, mens GP2 kører afvikler anden og tredje afdeling i Monaco og Istanbul. 19. og 20. juni kører de to klasser igen sammen, denne gang på Portimao i Portugal, hvorefter de resterende seks løb køres med F1.
Sæsonen sparkes i gang med tests på Magny-Cours i Frankrig i marts. Der er 10 teams tilmeldt, hver med to biler.
GP3-kalender 2010:
3.-4. marts Le Castellet, Frankrig (Test)
31. marts-1. april Le Castellet, Frankrig (Test)
13.-14. april Barcelona, Spanien (Test)
8.-9. maj Barcelona, Spanien
19.-20. juni Portimao, Portugal
26.-27. juni Valencia, Spanien
10.-11. juli Silverstone, Storbritannien
24.-25. juli Hockenheim, Tyskland
31. juli – 1. august Budapest, Ungarn
28.-29. august Spa-Francorchamps, Belgien
11.-12. september Monza, Italien
Foto: BMW Motorsport