Denne weekend skydes den første GP3-sæson i gang, og det er med det danske stortalent Michael K. Christensen som en af favoritterne.
Første afdeling af den nye formelserie afvikles på Circuit de Catalunya – samme bane, som lagde asfalt til den sidste test inden sæsonstart. Og her satte MW Ardens dansker trumf på og satte absolut hurtigste tid. Det sætter også ambitionerne i vejret hos danskeren.
– Det er svært at sige, hvordan de andre teams har kørt under testen, og hvad de har afprøvet. Men jeg vil tro, at de på et eller andet tidspunkt har givet den alt de kunne, så det er nok et ret godt billede af styrkeforholdet, siger Michael K. Christensen forud for sæsonstarten.
Selvom Michael K. Christensen satte bedste tid i seneste test, så er målet ikke nødvendigvis at være den hurtigste i weekenden.
– Jeg har helt klart forventninger om at komme godt i gang med sæsonen, og jeg kører selvfølgelig for at vinde, men jeg vil samtidig bruge hovedet – der skal køres klogt allerede fra starten, siger Michael K. Christensen til Racemag.
Selv har danskeren, hvis teamejere hedder Mark Webber og Christian Horner fra Red Bull Racing, dog sat et mål på, hvor han er at finde i løbet af weekendens to løb.
– Top 3 er nok min forventning, siger Michael K. Christensen på mobilen fra Barcelona.
GP3 kører blot en halv time fredag, inden det går løs med kvalifikation lørdag. Første løb køres lørdag klokken 17.20 over 16 omgange, mens andet løb med samme distance køres søndag klokken 9.25.
Foto: Drew Gibson/GP3 Media Service