Michael K. Christensen skal starte næstsidst til det første GP3-løb på Istanbul Park denne weekend.

Danskeren fik ikke fulgt op på sjettepladsen i fredagens træning, da han under kvalifikationen mistede det ene hjul ude på banen.

Michael K. Christensen i MW Arden-teamet havde blot nået at sætte få tider inden uheldet, der kortvarigt afbrød kvalifikationen. Det gav en startplads bagerst i feltet i en ærgerlig kvalifikation, der var præget af problemer med netop det afhoppede hjul.

For at gnide salt i såret har danskeren fået en straf på tre placeringer til løbet for ikke at forlade banen efter sit tekniske uheld – det sender danskeren ned i sidste startrække i det 30-mand store felt.

Hurtigste var Nigel Melker, der slog Esteban Gutierrez til pole position. Seneste løbsvinder, Alexander Rossi, starter nier i et ellers tæt felt.

Tiderne i toppen fra GP3-kvalifikationen på Istanbul Park:

1 N. MELKER RSC Mucke Motorsport 1:46.361
2 E. GUTIERREZ ART Grand Prix 1:46.599
3 D. SMITH Carlin 1:46.728
4 A. QUAIFE-HOBBS Manor Racing 1:46.823
5 J. JAKES Manor Racing 1:46.900
6 D. MORAD Status Grand Prix 1:46.931
7 F. GUIMARAES Addax Team 1:46.987
8 S. TRUMMER Jenzer Motorsport 1:47.074
9 A. ROSSI ART Grand Prix 1:47.111
10 T. HEGEWALD RSC Mucke Motorsport 1:47.163
29 M. CHRISTENSEN MW Arden 1:48.857

Foto: GP3 Media Service