Michael Christensen, der i sidste weekend vandt første afdeling af VM for sportsvogne på Sebring i USA, stiller lørdag til start for Porsche i den første afdeling af den tyske VLN-serie, Nürburgring Langstrecken-Serie.
Michael Christensen stiller til start i Manthey Racings ikoniske neon gul/grønne “Grello” Porsche 911 GT3 R med startnummer 911. Michael Christensen deler ved løbet Porschen med Laurens Vanthoor og Frederic Makowiecki. Løbet på den 24 km. lange Nürburgring Nordsløjfe afvikles over 4 timer med løbsstart lørdag kl. 12.
Det er et kæmpe felt af biler der stiller til start på Nürburgring. 135 biler ialt, heraf 22 biler til start i den hurtigste klasse GT3 (SP9), hvor Michael Christensens Porsche er tilmeldt.
“Det er altid fedt at køre ræs på Nordsløjfen, så jeg glæder mig” fortæller Michael Christensen. “Vi har ikke testet på banen, men vi har gennem årene kørt mange omgange her, så jeg skal nok hurtigt komme ind i rytmen. Jeg skal ikke køre hele VLN-serien, så løbet her er mere en forberedelse til 24 timers løbet på banen, der er et af sæsonens største og mest vigtige løb.”
Løbet afvikles over 4 timer og starter lørdag den 26. marts kl. 12.00 og det kan følges live på Nürburgrings YouTube-kanal:



