Der var mange bejlere til førstepladsen i Danboring Rally efter fredagens to prøver, men efterhånden som lørdagen skred frem blev det mere og mere klart, at Max Christensen havde tænkt sig at begynde DM-sæsonen med en sejr. Til gengæld var det tæt om de efterfølgende placeringer helt hen til de sidste prøver.
Det var Christian Jensen, som kom bedst fra start fredag aften og han kunne overnatte på en foreløbig førsteplads. Men intet var afgjort på dette tidlige tidspunkt, hvilket kunne ses på resultatlisten: De først 6 hold lå indenfor 10 sekunder.
Til gengæld varede det ikke længe, før der skete noget afgørende om lørdagen. Allerede på dagens første prøve fik Christian Jensen problemer med en drivaksel til det ene forhjul. Noget som kom til at plage ham henover de næste mange prøver og derefter var han sendt langt ned i feltet.
Max Christensen slog nu til med en stribe hurtigste tider, men selv om han var hurtigst, så fik han ikke åbnet noget stort forspring. Konkurrenterne var på alle prøver lige i haserne på ham og efter 8 af rallyets 15 prøver var Max’s forspring stadig kun på 7,3 sekunder. Det var foran Brian Madsen, som med det samme placerede sin Peugeot 306 Maxi iblandt de forreste.
Brian Madsen kunne dog ikke helt holde skansen hen imod slutningen, hvor der kom lidt grus på nogen af prøverne og samtidigt begyndte det truende regnvejr, som længe havde hængt over Kjellerup, lige så stille at lukke dråber ud.
Med 4 prøver tilbage var det således Karl-Åge Jensen, som havde indtaget andenpladsen, men med kun 4 sekunder imellem ham og Brian Madsen var der stadig noget at kæmpe for. Men ude på prøverne viste det sig hurtigt, at de 3 forreste havde fundet deres rette positioner. Karl-Åge Jensen havde ingen forhåbninger om at indhente Max Christensen og Brian Madsen havde affundet sig med at den tiltagende regn betød, at han ikke skulle ud og satse hele butikken. En generel 3. plads og sejr blandt 2-hjulstrækkerne var fuldt ud tilstrækkeligt for ham.
Denne trio blev fulgt i mål af to nye Subaru-kørere. Først Martin Johansen, som hele rallyet igennem lå lige i udkanten af førergruppen og dernæst Michael Broberg Sørensen, som i sit første DM-rally i en 4-hjulstrukket bil leverede rallyets største overraskelse ved at køre sig i top 5.
Foto: Henning Smed
Resultater:
1: Max Christensen/Dorthe Ravn – Subaru Impreza WRX STi
2: Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen – Peugeot 207 S2000 (+17,8)
3: Brian Madsen/Anja Posorski – Peugeot 306 Maxi (+45,1)
4: Martin Johansen/Finn Thomsen – Subaru Impreza WRX (+1:00,8)
5: Michael B. Sørensen/John Veis – Subaru Impreza (+1:21,7)
6: Tim Svanholt/Per Henriksen – VW Golf IV Kit Car (+1:27,9)
7: Christian K. Jensen/Søren Tøndborg – Peugeot 207 S2000 (+1:55,5)
8: Michael Pedersen/Mie Petersen – Mitsubishi Lancer Evo IX (+3:01,5)
9: Jens Chr. Pilgaard/Carsten Bjerregaard – Subaru Impreza N10 (+3:07,5)
10: Steen Johansen/Suna Maria Schwaen – Mitsubish Lancer Evo IX (+3:44,1)