Der var tæt race for alle pengene, da Ginetta Junior feltet for anden gang i denne weekend begav sig ud på Donington Park.
Klassens danske islæt Patrik Matthiesen skulle forsøge at forbedre på den femteplads, han kørte sig op til i gårsdagens løb, men danskeren havde det svært.
Faktisk lige fra start, for bilerne var dårligt ude af 1. gear, før briten Dan Zelos ville bytte lak midt i starten, hvilket satte Patrik lidt tilbage. Kampene var tætte overalt i feltet, og i endnu en nærkamp på 4. omgang satte danskeren desværre atter lidt terræn, da han kom for langt ud i The Old Hairpin. Dette bragte ham ned på en tiendeplads, men til sidst kunne det veksles til en niendeplads, da Billy Monger i kampens hede fik en straf oppe foran for track limits. Straffen gav fem sekunders tillæg, og sendte ham ned som tier, hvilket Patrik Matthiesen kunne avancere på.
Forrest i feltet var alle ni omgange et gedigent slagsmål mellem førnævnte Billy Monger, løbets vinder Senna Proctor, Jonathan Hadfield og Lewis Brown.
I den samlede stilling bringer det Senna Proctor i front foran Jonathan Hadfield, mens Patrik Matthiesen falder fra 2. til 3. pladsen samlet.



