Weekendens Legend Cup på Padborg Park bød traditionen tro masser af underholdning og dramatik. Der blev afholdt hele tre løb i denne weekend, og der blev også tre forskellige vindere.

Frederik Nymark på bare 16 år kunne tage sin første sejr i år, og fik dermed også godt med point i mesterskabet, hvor han nu er kravlet op på femtepladsen i tabellen.

I andet løb var det Lasse Rolighed, der tog sejren. Godt nok var det Nicki Petersen, der kom først over målstregen, men han fik en straf for en påkørsel under løbet, og blev rykket ned på en femteplads.

I det tredje løb var det veteranen Kenneth Jensen, der kunne køre først over målstregen. Sejren betyder, at den hurtige kører fra Langå nu har overtaget den samlede føring i mesterskabet, hvor Jason Watt ellers førte inden weekends løb.

Dramatik var der masser af på banen i Padborg. Netop Kenneth Jensen og Jason Watt havde tætte dueller, hvor der græsarealerne uden for banen blev taget i brug – og senere endte i en kollision. Thomas Lund blev senere puffet, hvilket skabte tumult blandt de bagvedliggende kørere. Her måtte Tommy Laugesen, Silkeborg, ty til inderkredsens grønsvær, hvor han desværre slog en saltomortale med sin bil. Han slap uskadt fra uheldet og med mekanikernes indsats blev han klar til tredje og sidste heat.

Kenneth Jensen fører nu mesterskabet, men kun med 3,5 point ned til Jason Watt, så der er lagt op til endnu en tæt løbsweekend på Jyllandsringen om knapt to uger.