Med et 1. heat, hvor Casper Elgaard for alvor fik lukket mesterskabskampen op, skulle heat 2 blive Dennis Linds store comeback fra bagerste række. Sådan startede det i hvert fald, for Dennis Lind hentede 12 (TOLV!) pladser på en 1. omgang, hvor der blev rodet lidt nede i feltet.
Forrest startede Frederik Schandorff, og det unge talent fra Rønde skabte solid modstand mod sine nærmeste rivaler Martin Andersen, Sebastian Elling Aarvik og Michael Markussen. Sidstnævnte fik ellers først en straf for sammenstød i heat 1, men den dom blev siden annulleret, og han kunne derfor starte som firer.
Løbet blev mærket af safetycars, den første kom ved et sammenstød mellem Martin V. Jensen og Nicki Petersen ved udgangen til det nye baneafsnit. Nicki blev holdende med en skadet bil, og dermed måtte der ryddes op.
På første omgang avancerede den senere vinder Michael Markussen til 2. pladsen, og i genstarten kunne han lægge pres på Frederik Schandorff. Også Jan Magnussen begyndte her at røre på sig, og vekslede hurtigt sin øjeblikkelige niendeplads til en syvendeplads.
Siden blev løbet atter afbrudt, da Ronnie Bremer blev skubbet ud i gruset i Hesteskoen efter Martin Andersen og Casper Elgaard i en infight fik skubbet Racing Factory-køreren rundt. Lige før det gule flag nåede Jan Magnussen også at avancere kraftigt på Jyllandsringens tilbygning – her gik han op til fjerdepladsen.
Løbet blev forlænget fra 12 til 16 omgange, og på 8. omgang gik Dennis Lind i pit med en punktering. Dermed måtte den mesterskabsførende tilføje endnu et dårligt heat til listen – og så samtidigt sit flotte arbejde fra løbets start forsvinde.
På dette tidspunkt var hverken Jan Magnussen eller Michael Markussen færdige med at gå frem. Markussen fandt en vej forbi Schandorff, og Jan Magnussen passerede Kasper H. Jensen, for derefter at lægge Frederik Schandorff under et stort pres i kampen om andenpladsen.
Schandorff forsvarede sig flot, men Jan Magnussen fik overhalingen i hus, da han gik udenpå Schandorff hele vejen rundt i 1. og 2. sving for at få farten med på publikumslangsiden – men først i Hesteskoen lykkedes det Magnussen at gå indenom. Derefter var kampen om top 3 mere eller mindre afgjort, idet Markussen spolede et stort forspring ud.
Frederik Schandorff kunne med sin tredjeplads føje endnu en podieplacering til sin debutsæson, og er godt tilfreds med det:
– Det var sindssygt hårdt! Det var virkelig svært at holde Jan, men det var en god og fair fight. Jeg ville ikke ramme ham, for han er en fantastisk kører, og han kører virkelig pænt. Der er en god goodwill mellem Jan og jeg selv, så det vil jeg gerne holde sådan – det var en kanon duel. Jeg er super tilfreds, og to top 3-placeringer i debutsæsonen er jeg meget glad for.
Michael Markussen sagde følgende om sin sejr:
– Det var fedt! Det bedste var at køre sig til det. Det var et svært heat med safetycars, men jeg fik et godt forspring efter den sidste. Mekanikerne har gjort et kanon stykke arbejde, og vi fandt det, vi manglede i heat 1.



