Marco Sørensen samler tilsyneladende på tredjepladser i ATS F3 Cup på Sachsenring. Den danske F3-kører starter også i tredje startposition i søndagens løb, ligesom han gør i lørdagens løb.

I front var det israelske Alon Day, der satte tempoet – men kun knapt foran Klaus Bachler og Marco Sørensen. 22/1000 sekund skiller Første- fra andenpladsen, mens nordjyske Sørensen er sølle 56/1000 fra pole position.

– Jeg tror, at vi har forbedret os yderligere siden i går. På trods af det kunne jeg i kvalifikationen ikke vise, hvad der var muligt. Jeg havde næsten ingen trafik, men jeg kunne på en eller anden måde bare ikke udnytte, da dækkene toppede, siger Marco Sørensen.

Held i uheld havde Marco Sørensen dog, da en af de hårdeste konkurrenter i ATS F3 Cup i år kørte af banen i kvalifikationen. Race 1-polesitter Richie Stanaway kørte af banen efter at have sat sjettebedste tid og beskadigede sin racer kraftigt.

Endnu vides ikke, om newzealænderen når ud til første løb sent lørdag.

Første løb køres lørdag kl. 1725 og kan følges live via www.formel3.de

Foto: ATS F3 Cup