Ring Djursland byder normalt på spændende race, men næstsidste afdeling får lidt færre deltagere end DTC har kunnet byde på i år. Tre kørere kommer ikke til start i Sensommerløbet, som sjette afdeling af DTC kaldes.

Tidligere på ugen måtte KP Racing med Tom Pedersen melde ud, at de må sidde over, da et motorhavari endnu ikke er blevet udbedret. Nu er det så Team Telesikring, der har valgt at lade de orange BMW’er forblive parkerede denne weekend.

– Sidste gang måtte jeg selv hoppe i bilen, men vi mangler en permanent løsning omkring den ledige plads i teamet, siger teamchef Peter Ager i en pressemeddelelse.

– Samtidig blev Joachim Stephansens bil skadet meget ved sammenstødet ved det sidste løb. Det er bl.a. gået ud over hans motor, som ikke er blevet klar endnu. Generelt har vi været plaget meget af skader på det seneste, så vi har måttet lave mange lappeløsninger og ikke rigtigt fået gjort tingene ordentligt. Det håber vi, at denne frivillige pause kan afhjælpe på.

Team Telesikring melder, at de som planlagt kører finalen i DTC i oktober.

Foto: Jeppe Rimmen