Canadian Tire Motorsport Park – eller blot Mosport – lægger i denne weekend asfalt til Mobil 1 Sportscar Grand Prix, der er femte afdeling af ALMS. Og Jan Magnussen og Antonio Garcia kommer med medvind efter en sejr og en andenplads i de seneste to afdelinger.
Podiepladserne, og især sejren før Le Mans på Laguna Seca har betydet, at den dansk/spanske duo har kørt sig tilbage i mesterskabskampen i den hårde GT-klasse.
Og nu gælder det så Mosport i Canada, hvor Magnussens tidligere medkører Ron Fellows er blevet chef, og omfattende renovering byder kørerne velkommen.
– Forhåbentligt kan vi fortsætte med at gøre, som vi har gjort og score en masse point i hvert løb. Mosport har været god ved Corvette Racing i løbet af mange år nu. Vi har fået en masse sejre deroppe. Det ville være godt at komme hjem med et topresultat der, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
– Jeg fik min første ALMS-sejr der, og også min første ALMS-sejr i GT2-klassen mange, mange år senere, siger Magnussen videre. De første par omgange jeg kørte på Mosport var i Panoz, og den var noget af en håndfuld, selv på de jævne baner. Så at komme til Mosport, hvor gennemsnitsfarten er så høj, og den måde svingende er på, og afkørselsarealerne, som er ikke-eksisterende, så var det virkeligt en øjenåbner. Det er det, der gør stedet så fantastisk. Der er store konsekvenser ved at lave en fejl, siger Magnussen videre om banen.
Allerede fredag testede ALMS på banen i en uofficiel session, som dog blev ramt af regnskyl en time inde i træningen. Jan Magnussen/Antonio Garcia sluttede som toer i GT efter SRT Viper #93 med Jonathan Bomarito.
Sidste år tog Magnussen og Garcia en andenplads på banen (foto).
ALMS kører træning og kvalifikation lørdag, mens løbet køres søndag klokken 19.00 dansk tid. Du kan se det via ALMS’ hjemmeside – find linket her.



