Denne weekend gælder det Petit Le Mans – og kun én ting tæller for den nykårede DTC-mester: Sejren.
Magnussen har måttet se teamkollegerne i Corvette #4 smutte med kørernes titel, mens han og Antonio Garcia har været med til at sikre Corvette Racing teammesterskabet. I Petit Le Mans kan den dansk/spanske kørerduo sammen med Jordan Taylor sikre sig andenpladsen i ALMS. Men det er ikke det, der tæller for danskeren.
– At vinde. Det er det, der tæller. Mesterskabet er over – gutterne i Corvette #4 har taget ALMS GT kørermesterskabet, og Corvette Racing har vundet team- og konstruktørsmesterskabet. Petit kommer til at handle om at tage den sejr til bil #3, som vi ikke har fået i år, siger Jan Magnussen i en meddelelse.
Magnussen og Garcia førte mesterskabet i første halvdel af sæsonen, men efter løbet på Mosport har uheldene stået i kø uden for Corvettes paddocktelte. Fire kørerpar er inden for 11 point fra andenpladsen, så meget kan blive rykket rundt i stillingen efter ALMS-finalen.
– Lige som dem har det aldrig været min intention at slutte nummer to i noget som helst, inklusive mesterskabet. Denne weekend handler det om at vinde. Teamet og kørerne der vinder, vil formentlig slutte toer i mesterskabet, og det ville være fedt for Corvette Racing, at det var kørerne i #3, siger han videre.
Petit Le Mans køres vanen tro lørdag over ti timer eller 1000 miles, alt efter hvad der kommer først. Både banen og selve løbet har givet Magnussen store oplevelser i løbet af karrieren. Det var her, danskeren fik sit comeback efter Formel 1-skuffelsen.
– Det var 1998, og jeg kom lige fra Formel 1. Bilen var en Panoz GT1, en bil, der var svært at se ud af, og det føltes som om du sad på bagakslen. Jeg var vant til Formel 1-baner, som var jævne som billardborde og ret kedelige. Så jeg sidder i en frontmotoriseret, lukket sportsvogn, sidder helt tilbage og kører på en bane, hvor omtrent hvert sving er blindt, siger Jan Magnussen videre.
– Fra sving 1 til 3 så jeg op i himlen på grund af højdeforskellene og forsøgte at finde bremsepunkterne. Det var lidt af en øjenåbner, men jeg var hooked. Nu er jeg bare klar til at tage den sejr i weekenden i Petit Le Mans, slutter han.
Løbet starter lørdag klokken 11.30 lokal tid, 17.30 dansk tid og kan følges på ALMS’ hjemmeside – find den her.