Eurocuppen i Formula Renault 2.0 gæstede denne weekend Le Mans-banen. Kevin Magnussen og Marco Sørensen var som altid på pletten, og særligt den første fik en del ud af anstrengelserne.

I sin rookiesæson sikrede unge Magnussen sig en syvendeplads i første løb, mens Marco Sørensen blev nummer 20.

I andet løb kørte Magnussen sig frem til en tredjeplads efter en hård dyst med franske Nathanaël Berthon. Magnussen kunne dog holde konkurrenten bag sig og sikrede sig sæsonens første podieplacering i Eurocuppen.

– Podiet har været mit mål siden sæsonstart, men jeg blev ved med at lave fejl på første omgang. I kvalifikationen har jeg haft op- og nedture, men min performance generelt har været der. Jeg er så glad i dag. Det er en sæson, hvor jeg skal lære, og jeg håber at kæmpe med om Eurocup-titlen næste år, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Marco Sørensen kørte sig i søndagens løb frem til en 12. plads. Begge løb blev vundet af Jean Eric Vergne, der nu også fører i den samlede stilling.

Foto: Renault