En sejrstørke strækkende fra 2009-sæsonen blev natten til søndag bragt til en ende i Petit Le Mans for Corvette Racing og Jan Magnussen. På Road Atlanta-banen, der lagde asfalt til finalen i ALMS og anden afdeling i ILMC, intercontinental Le Mans Cup, tog Corvette-teamet sejren kort før mål – efter mere end ni timers race.
– Det var noget af det vildeste, jeg har været med til. I pitten vidste vi ikke, at vi havde vundet, før Gavin kørte over målstregen. Vi kunne på telemetrien se, at alle lamper med benzin lyste, så teamet blev ved at sige, at han skulle sænke farten og spare benzin, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
– Gavin selv, kom på radioen akkurat inden målstregen og sagde ”var det den førende Ferrari jeg overhalede?” Da han så passerede målstregen røg hans navn op på førstepladsen og så eksploderede hele teamet i en kæmpe sejrsrus, siger Magnussen videre.
– Vi har kun vundet en sejr i år, men hold kæft en fed sejr. Jeg er godt klar over, at det er en heldig sejr, men det er jeg ligeglad med lige nu. Vi har haft så meget uheld, så nu var det vores tur til at være heldige og det skal fejres.
Med sejren fortsætter Jan Magnussen nu som eneste kører, der har vundet et løb i den Amerikanske Le Mans Serie hvert eneste år siden serien startede i 1999.
– Jeg er glad for, at jeg i absolut sidste sekund af 2010 sæsonen bevarede min rekord, som eneste kører, der har vundet løb i alle sæsoner af ALMS siden starten. Den rekord var på vej ud af vinduet. Det er selvfølgelig ikke noget værd i kroner og ører, men det er da stor personlig tilfredsstillelse, at vide, at man er den eneste kører i feltet, der har den rekord. Det var tidligere mig og Sascha Maasen, der delte den, men hans sejrsrække røg sidste år, så jeg er da rigtig glad for at kunne beholde den rekord alene lidt tid endnu, siger han videre.
Foto: Nils Finderup



