En hård duel om sejren i ALMS-løbet på Laguna Seca over flere omgange betød dramatisk crash for Jan Magnussen.

I løbets slutfase havde Magnussen indhentet den førende Porsche med Jörg Bergmeister. De to havde en intens duel, der dog sluttede på sidste omgang for Jan Magnussen, da Bergmeister kørte ind i danskerens Corvette og sendte ham i betonmuren, der omkranser dele af den californiske bane.

– Der blev jeg bare sat. Jeg fatter slet ikke, hvad Bergmeister laver. Han var langt nok foran efter mit sidste overhalingsforsøg, til at han kunne have kørt sejren i hus. Men så ved jeg ikke, hvad han laver, siger Magnussen, der ifølge en pressemeddelelse var godt sur efter hændelsen.

– Jeg var for langt bagud til at forsøge et angreb i sidste sving, men så parkerer han nærmest bilen, og jeg kan slet ikke undgå ham, så vi rammer hinanden. Han går lidt sidelæns ud af svinget og jeg kommer på siden af ham og er næsten helt forbi. Jeg var sikker på, at sejren var i hus, men så beslutter han sig for, at han ikke skal tabe i sidste sving igen og begynder at køre ind i mig og fortsætter, indtil han har sat mig af og ind i muren, siger Magnussen, der dermed får en dramatisk afslutning på løbet.

– Vi er så tæt på mål, at jeg holder gassen i bund, så jeg rammer muren vildt hårdt. Bilen ryger op i luften og jeg slår mig også meget hårdt, da den lander igen. Jeg er rigtig godt forslået og så øm, så man ikke fatter det, men jeg har været til et par lægetjek og de mener alt er OK, melder Magnussen.

Løbet blev vundet generelt af Gil de Ferran, der nu trækker sig fra kørersædet, sammen med Simon Pagenaud i Acura. Jörg Bergmeister og Patrick Long vandt som bekendt og sikrede sig dermed kører- og teammesterskab til Flying Lizard Motorsports.

– Jeg er ked af, at Jan kørte i muren. Det ønskede jeg ikke skete, men det var et ‘banging game’. Det var hård racing, men jeg er glad for, at han er ok, siger Jörg Bergmeister.

Trods uheldet fik Magnussen og Corvette-teamet andenpladsen, og Magnussen og Johnny O’Connell slutter på en samlet sjetteplads i ALMS GT2, trods det, at de blot har kørt den sidste del af sæsonen.

Resultat, GT2:
1. Bergmeister/Long (D/USA), Porsche 911 GT3 RSR, 155 omgange
2. Magnussen/O’Connell (DK/USA), Chevrolet Corvette C6.R, 155
3. Henzler/Ehret (D/D), Porsche 911 GT3 RSR, 154
4. Farnbacher/James (D/USA), Panoz Esperante, 154
5. Neiman/van Overbeek (USA/USA), Porsche 911 GT3 RSR, 153
6. Müller/Milner (D/USA), BMW E92 M3, 153

Kørernes mesterskab GT2:
1. Jörg Bergmeister, Patrick Long, Porsche, 181 points
2. Jamie Melo, Pierre Kaffer, Ferrari, 137
3. Wolf Henzler, Porsche, 102
4. Dirk Müller, Tommy Milner, BMW, 100
5. Dominik Farnbacher, Ian James, Panoz, 95
6. Jan Magnussen, Johnny O’Connell, Chevrolet, 86
7. Seth Neiman, Porsche, 76

Foto: GM