Jan Magnussen kører i weekenden femte afdeling af ALMS – denne gang på Mid-Ohio Sports Car Course. Den danske Corvette Racing-kører håber på mere succes ovenpå sejren i Mosport.
Når ALMS-feltet tager hul på næste afdeling af mesterskabet, så er ny balance of performance trådt i kraft – og Corvette Racing håber på lidt fordele på hjemmebanen, efter de har følt sig stækket i første del af sæsonen.
Og Corvette har haft gode erfaringer med deres hjemmebane, beliggende tæt på racerteamets hovedkvarter. I 2009 kørte Magnussen/O’Connell en andenplads hjem, mens det sidste år lykkedes Beretta/Gavin at træde op på det næsthøjeste podietrin.
– Mid-Ohio er en ret god bane for os, og vi har været meget stærke der siden det første race med GT-bilen. I år har vi været lidt bagud på grund af reglementet, men det kan ændre sig på Mid-Ohio. Det kan være vores tur nu, siger Magnussen, der sammen med Gavin er på andenpladsen i GT-mesterskabet i ALMS.
Mid-Ohio Sports Car Challenge køres lørdag og kan ses live på americanlemans.com.