Jan Magnussen tog endnu en dominerende sejr i Camaro Cuppen, hvor andet løb i 2012-sæsonen blev kørt på Mantorp Park.

Fra pole position kunne Magnussen igen stikke af fra resten af feltet og igen vinde foran Jocke Mangs og Fredrik Ros.

Dennis Lind kunne ikke få mere ud af bilen end en 10. plads, mens Mikkel Macs weekend var lige til glemmebogen. Falstringen måtte igen udgå.

– Det var en af de weekender, hvor alt gik efter planen. Alt det vi lærte om bilen ved løbene i USA med hensyn til gearkasse, bagtøj, opsætning med mere, har vi taget med videre og vi mødte godt forberedte frem på Mantorp Park. Tidtagningen forløb perfekt og så var planen bare at få en perfekt start og et hurtigt hul til nummer to, så jeg kunne styre løbet derfra. Det gik efter planen i begge løb, så jeg er selvfølgelig super glad for, at kunne hive endnu to sejre hjem til teamet. En stor tak til dem for et godt forarbejde og for at give mig en hurtig og holdbar bil, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.