Trods en andenplads i sin Formula Renault-debut er 17-årige Mikkel Mac usikker på start i den kommende weekends anden afdeling af NEC for de hurtige formelbiler.
Det unge talent fra Falster kører for det belgiske KTR-team på en løb-til-løb-kontrakt. End ikke en fjerdeplads og en podieplads i første afdeling kan sikre danskeren fortsættelse i mesterskabet, der afvikler anden afdeling allerede denne weekend på tjekkiske Brno.
– Jeg startede weekenden med næsthurtigste træningsomgang, og en fjerdeplads i det første løb fordi jeg manglede topfart på langsiden. Men nu er jeg så tæt på, det er utroligt motiverende med den fremgang. Jeg håber at kunne fortsætte den kurve om en uge, hvis vi kan finde pengene, siger Mikkel Mac i en pressemeddelelse.
– Desværre ved jeg ikke om jeg har budget til at deltage i det kommende løb, der allerede er om en uge. Jeg har tegnet en løb til løb kontrakt af samme årsag. Men jeg håber at det løser sig, så jeg forhåbentligt snart kan vise at jeg kan vinde i Formel Renault, siger Mikkel Mac videre.
Mikkel Mac trodsede modgangen i weekenden, hvor han fik frataget et sæt dæk, og tog en fjerde- og en andenplads i de to løb på Hockenheimring. Men også setupmæssigt var Mac og KTR-teamet bagud i forhold til konkurrenterne, viste det sig.
– Det førende team har stadig fundet noget i bilen, som vi ikke har fundet. Men efter det første løb i denne weekend er vi meget tættere på. Jeg vidste at det var muligt at komme så tæt på, nu skal jeg have det sidste skridt op på podiet, siger Mikkel Mac, der er fuld af tillid til sit team.
– KTR teamet er dygtige, de har tidligere kørt i Formel 3000 og Formel Renault 3.5 World Series blandet andet. De er i gang med at lave et par ændringer på bilens opsætning, så den forhåbentligt er klar til at kæmpe med om sejr i næste løb på Brno, slutter han.
Foto: Peter van Egmond (fra venstre: Jakub Schmiechowski (3), Ludwig Ghidi (vinder) og Mikkel Mac)