”Danskerduellen” i Formula Renault NEC fortsætter denne weekend på hollandske Assen. Her kan danske Mikkel Mac skyde i front af mesterskabet, hvis han fortsætter hvor han slap på Oschersleben.
Her snuppede den unge falstring to sejre og en tredjeplads i de tre løb og kappede en stor bid af Ludwig Ghidis føring. Ghidi kører for danske KEO Racing, der også har de to brødre Dear og Daniel Schilling til start i klassen for ældre Formula Renault-biler – og her skiller blot et point de to brødre, der har Johann Ledermair lige efter sig.
Men selvom Formula Renault-kørerne nu når halvvejsmærket i kalenderen, så er der stadig masser at køre om i begge mesterskaber. Ved Rizla Racing Day på Assen kører de to løb som vanligt, men ved de tre efterfølgende afdelinger er der tre løb og dermed 90 point på spil – så meget kan endnu ske.
De vanlige NEC-kørere får denne gang også selskab af kørere fra Eurocuppen. Daniel de Jong og Karl Oscar Liiv stiller op for MP Motorsport, ligesom KEO Racing får besøg af hjemmebanemanden Elbert Bouman.
Første løb køres lørdag eftermiddag, mens andet løb afvikles søndag.
Foto: Formula Renault NEC