For en vanevinder er det lang vej hjem fra Assen i Holland til Falster. Mikkel Mac høstede to sjettepladser i en regnvåd weekend på den hollandske bane, men formåede at begrænse tabet til KEO Racings Ludwig Ghidi i front.

– Jeg ved ikke rigtigt, hvad der går galt. Hele løbet foregik i regnvejr, og ganske som lørdagens første løb så startede jeg fra 8. pladsen og endte på 6. pladsen. Jeg vil være på 1. pladsen og ikke på 6. pladsen, men en gang i mellem må man tænke langsigtet rent pointmæssigt, siger Mikkel Mac i en pressemeddelelse.

– Jeg gennemførte, scorede point og var bedre end min teamkammerat, det er det vigtigste. Vi lå og sloges 2-3 biler i front gruppen og jeg fik presset den forankørende Jeroen Mul, der ligger lige bag mig på 3. pladsen i mesterskabet, til at lave en fejl, og så spandt han rundt. Der vandt jeg både point, og en placering. Det var et af lyspunkterne, i hvert fald hvis man spørger mig, siger Mac videre.

– Jeg plejer at være god i regnvejr, men opsætningen på bilen var bare ikke på plads. Dog er jeg er stadig på 2. pladsen i mesterskabet, så jeg burde være glad. Men jeg er frustreret over, at jeg skal ligge og kæmpe med gæstekørere der intet har at gøre i det samlede mesterskab. Men sådan er vilkårene, slutter han.

Næste løbsweekend finder sted den 27. og 28. august på den tjekkiske bane Most.

Samlet stilling i mesterskabet efter Assen:
1. Ludwig Ghidi 233
2. Mikkel Mac 210
3. Jeroen Mul 195

Foto: Chris Schotanus