Jens Møller var i føring efter åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, men de tre løb på Padborg Park gik ikke SEAT-kørerens vej. Den indtil videre værste konkurrent til DTC Cup-tronen, Per Poulsen, viste sig stærk under hele Padborg Open.
– Det var lige ved at lykkedes, men det var ærgerligt, at jeg skulle udgå fra finalen, for jeg følte i heat to, at jeg faktisk kunne køre fra ham, siger Jens Møller.
I søndagens tredje og sidste løb måtte FDM Motorsports kører trille ind til siden med et defekt differentiale.
– Det var træls, at Per skulle have tre gange 20 point, for han har fået lidt luft til vi andre. Men det kan være, at heldet vender næste gang, og at han så får en dårlig weekend, siger Møller videre.
Sammen med Casper Elgaard lå Jens Møller det meste af dagen midt i det hårde DTC-felt på Padborg Park, hvor det faktisk var uldjyden, som scorede Team FDM Motorsports bedste resultat med en syvendeplads i første heat, mens hans teamkammerat blev noteret for en tiendeplads som sit bedste resultat.
– De andre kørte godt nok stærkt. Vi kan følge dem i svingene, men på langsiden trækker de fra os, siger Jens Møller, der dog ikke er i tvivl om, at han nok skal komme tilbage.
– Vi er ikke langt fra, hvor det er rigtigt sjovt. Som jeg ser det, er vi tre-fire tiendedele fra de andre. Jason i den hvide SEAT gjorde det flot, og jeg var faktisk hurtigere end ham i det andet heat. Jeg tror godt, at der kan komme nogle gode resultater fra os, og jeg glæder mig for en gangs skyld til at komme på Jyllandsringen, for det har ellers været lidt af en hadebane tidligere. Men jeg tror, at vi her vil have en fordel i forhold til Hondaen og Per Poulsen. Så Per: Var dig. Vi skal nok komme tilbage!
Foto: jensmoller.com