I 2004 lå Henrik Lundgaard til at tage mesterskabet. Indtil finaleafdelingen, hvor en konkurrent satte ham ud af spil. Igen i år var den tidligere rallykører med helt fremme i titeldysten, men utallige uheld kostede dyrt på pointkontoen – og også på reservedelslageret hos Chevrolet Motorsport Danmark.

Hedensted-køreren kom blot i mål i et af de tre løb. Det var selve finaleløbet, hvor han kørte sig frem fra en startplacering sidst i feltet til en niendeplads.

– Det er utroligt, at det altid skal gå galt i finalen. Det løb skal jeg vist bare blive hjemme fra en anden gang, siger Lundgaard, der følte sig forfulgt af uheld, til Racemag.

– Hver eneste gang manglede der ti centimeter, for at jeg gik fri af nogen, som ramte ind i mit baghjul. Jeg tror, at jeg brækkede baghjulsophænget tre gange. Det var uheldigt, fortsætter han. Et kig i tabellen viser, at den begrænsede succes holdt briten James Thompson på tredjepladsen.

– En treer kan jeg heller ikke bruge til noget, men jeg ville gerne vise mandskabet, at jeg ikke ville holde stille i det sidste heat og ikke komme ud at køre, når vi ikke havde gennemført de første to, siger han.

I løbet af weekenden nåede teamet ikke blot at bruge store dele af reservedelslageret til de to RML-byggede Chevrolet Nubira. Også dele fra Kim Holmgaards Advan Cup-racer måtte tages i brug for at holde de to blå racere kørende.

Foto: Racemag