Jan Magnussen måtte drage skuffet fra ALMS-løbet på Lime Rock Park, hvor hans Corvette blev involveret i et massesammenstød.
Det var blot 20 minutter inde i løbet, at en prototype og flere af de førende i GT-klassen var med i sammenstødet, der krævede reparationer i pitten for begge Corvette Racings biler.
– Det er typisk Lime Rock. Da jeg vandt på banen i Camaro i maj, synes jeg det var en god bane, men nu synes jeg igen, at den er latterlig. Det er typisk for Lime Rock, at der er mange sammenstød og det er svært, at komme fra det løb uden skrammer, siger Magnussen.
– Jeg havde ingen chance for at undgå uheldet. Jeg var i en meget tæt duel med BMW’en foran mig og Beretta bag mig. Umiddelbart foran os, er der en LMPC bil, der rammer en Ferrari og det er umuligt at undgå dem. BMW’en rammer dem, jeg rammer BMW’en og Beretta rammer mig. LMPC bilen får en straf, for at have forårsaget uheldet, men det er ligegyldigt for os. Vores løb var ødelagt, men heldigvis for os, så var der flere andre biler, der fik problemer undervejs, så vi til sidst kunne sikre os et enkelt point, siger Jan Magnussen.
Næste opgave for Jan Magnussen er igen for Corvette Racing, når fjerde afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie afvikles på Mosport i Canada den 22-24. juli.
Se uheldet her:
Vinder i GT-klassen blev, desværre set med mesterskabsøjne, Dirk Müller og Joey Hand i BMW, der dermed udbygger føringen i mesterskabet. Magnussen og Gavin kunne med en 10. plads sikre sig et point, og de to ligger nu nummer to i mesterskabet efter flere konkurrenter også var ramt af uheld. Blandt prototyperne var det Dyson Racing med Chris Dyson og Guy Smith, der vandt.
American Le Mans Series efter 4. afdeling:
1. Dirk Müller, Joey Hand, BMW, 70 points
2. Oliver Gavin, Jan Magnussen, Chevrolet, 37
3. Jörg Bergmeister, Patrick Long, Porsche, 34
4. Olivier Beretta, Tommy Milner, Chevrolet, 33
– Dirk Werner, Bill Auberlen, BMW, 33
6. Augusto Farfus, BMW, 26
7. Jaime Melo, Toni Vilander, Ferrari, 25
8. Seth Neiman, Porsche, 23
Foto: Jan Kaiser



