Lasse Sørensen – lillebror til Marco Sørensen – kan også finde ud af at trykke på pedalen til højre.

I weekenden deltog han i Bridgestone Cup på gokartbanen South Garda i det nordlige Italien, hvor der var tilmeldt 42 kører fra det meste af Europa.

Trods teknisk uheld kørte den unge nordjyde op med nogle af de bedste i klassen i Europa. Lasse Sørensen, som havde fået tilbud om at prøve en Birel-gokart, startede overraskende ud med at vinde tidtagningen med tiden 44.606. På andenpladsen fulgte Ocon Estheban med tiden 44.708 og på tredjepladsen Max Verstappen med tiden 44. 720.

I kvalifikationsheatene blev det til henholdsvis en første og en andenplads. Dette betød en startplacering som nummer to til pre-finalen.

Uheldigvis gav Lasses motor op allerede på opvarmningsomgangen til pre-finalen, hvor et reedblad knækkede i motoren. Dette betød at Lasse måtte køre hele heatet med stærkt nedsat motorkraft. Men alligevel lykkedes det ham at humpe over stregen som nr. 15 af de 34 finalister.

Finalen, som foregik i regnvejr, gik derimod langt bedre. Fra en startplacering som nr. 15 arbejdede Lasse sig stille og roligt op igennem feltet og kunne krydse målstregen som nr. 4.