Le Mans er gået ind i sin syvende time, og det er fortsat med Audi #2 i front, nu foran Peugeot #7. De to er på omgangshøjde, men Audien har nu taget et pitstop mere end Peugeot, der som ventet kan spare et pitstop per ca. 8 timer.
Tredjepladsen har Mike Rockenfeller i Audi #1, der har været ramt af flere uheld. Klokken cirka halv seks lørdag eftermiddag måtte Timo Bernhard ved sit planlagte pitstop få skiftet fronten, efter en sten eller gummiklump havde slået hul i kulfiberen. Lidt over to timer senere skulle Benoit Treluyer overhale to GT-biler, men kom for hurtigt ind i svinget og spandt efter at have ramt curben.
Også Hope Racing-bilen fik tekniske problemer undervejs, da Steve Zacchia måtte sætte farten ned på Mulsanne-langsiden. Schweizeren fik hybridbilen i pit, hvor den holdt længe for reparationer. Hope Racing-bilen med Casper Elgaard bag rattet er pt. tredjesidst, 66 omgange efter den førende.
I GT-klassen er det lang mere lyst set med danske øjne, hvor Corvette Racing-duoen med et heldigt, men godt timet pitstop lige før rødflagsperioden efter Allan McNish’ uheld kunne køre sig i front af klassen. Flere af de umiddelbare konkurrenter har også været i problemer, hvilket har bidraget til et rigtigt godt løb for Jan Magnussen og Co. indtil videre.
Både AF Corse #51 og BMW #56 har haft problemer. Ferrarien med Toni Vilander kørte af banen for enden af Mulsanne, hvilket kostede masser af tid for finnen. BMW #56 har været ramt af både punktering og elektriske problemer. Allan Simonsens Ferrari fra Hankook Team Farnbacher har desværre også været ramt af punktering og er lige nu 15. ud af 18 i GTE Pro – 15 omgange efter Magnussens Corvette.
Foto: Audi Motorsport