Jari-Matti Latvala var frusteret efter den første fulde dag i Rally Sweden, men fredag fik finnen overtaget.

Det skete, da Sébastien Ogier lavede en fejl på første prøve, satte sin Polo R WRC i en snebunke og mistede 4,5 minutter. Blot to prøver senere røg Andreas Mikkelsen ud af føring og af vejen på en højfartsstrækning. Nordmanden kom hurtigt fri igen, men mistede sit overtag til teamkammeraten.

På tredjepladsen kunne Mads Østberg lægge afstand til Mikko Hirvonen, der endda måtte lade Ott Tänak gå forbi, da Robert Kubica efter afkørsel kørte ud foran en utilfreds finne, så han mistede tid. Kris Meeke har kørt afventende i sit første snerally og er sekser foran Henning Solberg, der trods en punktering kunne køre forbi Pontus Tidemand i den samlede stilling.

Ogiers uheld betød, at han røg langt ud af pointrækkerne, men franskmanden fik sidst på dagen kæmpet sig tilbage til de pointgivende placeringer.

To der røg ud af de placeringer var Hyundai-kørerne Thierry Neuville og Juho Hännninen, der begge måtte se skader på højre front koste dyrt.

Lørdag morgen har igen budt på hård kamp i front, hvor Latvala var hurtigst på både SS17 og SS18 foran Ogier, mens Andreas Mikkelsen har mistet tid efter kontakt med en snebanke.

Se resume af prøverne 8-11 i Rally Sweden her: