Igen var det røde flag i sving på Circuit de la Sarthe, da warmuppen skulle afvikles.

Tor Graves bragte det ud klokken 9.40, og da sessionen alligevel var ved at nærme sin ende, blev den afsluttet med uheldet. Delta ADR #25 ramte autoværnet i Porsche-kurverne og fordelte sig ud over asfalten, hvilket Lapierre i Toyota opdagede for sent. Franskmanden ramte nogle af delene, hvilket giver Toyota-mandskabet ekstra arbejde før løbet.

Dog havde den hurtige franskmand i Toyota #7 kørt den hurtigste omgang denne uge af den japanske hybridracer – 3:26.227 – og var således godt et halvt sekund hurtigere end Tom K’s Audi #2.

I LMP2 var G-Drive Racings #26, der må regnes som en af de absolutte favoritter, hurtigst foran Murphy Prototypes. OAK Racings #24 med David Heinemeier Hansson var P4 i sessionen.

Meget symptomatisk lagde Corvette #73 ud med olielækage, men alle kørere nåede igennem det program, Corvette Racing havde lagt for bilen. Bilen sluttede otter i klassen, hvor AF Corses #71 var hurtigst.

De to Aston Martin #97 og #99 nåede ikke på banen, andet end for en kort bemærkning, hvor #99 fik en advarsel for at overhale under gult flag.

I GTE Am var det kendis-Porschen fra Dempsey Del Piero-teamet med Patrick Dempsey, Patrick Long og Joe Foster, der var hurtigst foran danskerbilen med #95, der lige nøjagtigt nåede ud at sætte et par hurtige tider.

Løbet går som bekendt i gang klokken 15.00 – husk, at du kan følge det via livetiming og streaming – find Le Mans-links her.