Tekst og foto: Morten Alstrup

Patrick Gam Nielsen har i denne sæson ikke bare kørt kart. Han har også været med til at udvikle en ny kart til DD2-klassen i Rotax Max Challenge.

Patrick Gam Nielsen fik i foråret en helt ny udfordring. Igennem et par år har han deltaget i DD2-klassen i Rotax Max Challenge, hvor han sidste år tog en samlet sjetteplads i mesterskabet. Det skete i en Kosmic-kart, men den blev i starten af året byttet ud med en ny kart fra Croc Promotion.

”Jeg havde fulgt Patrick, og da jeg fik en importøraftale, valgte jeg at tilbyde ham en af de nye DD2-karter,” siger Nicklas Lindstrøm.

”Det tilbud var fedt, så det valgte jeg at takke ja til,” siger Patrick Gam Nielsen. 

Mærkeskiftet har dog budt på udfordringer for makkerparret.

”Vi vidste ikke rigtigt noget om den, og vi kunne i de første afdelinger ikke rigtigt få den til at fungere, men det blev bedre,” siger Patrick Gam Nielsen.

”Croc Promotion har kun produceret godt 15 rammer til DD2-klassen, så der havde ikke været så meget udvikling på den type ramme, og det var det udviklingsarbejde, vi selv gik i gang med.”

Patrick Gam Nielsen er ikke bare manden, som kører karten, men også håndværkeren, som arbejder på den. Og han nøjes ikke med bare at skifte gearing eller justere cambervinkler.

”Rammen knækkede, da vi testede den, så jeg måtte lige have den med hjem og give den en kærlig hånd,” siger Patrick Gam Nielsen, som selv svejsede den sammen igen. ”Jeg er i lære som smed. Det hænger selvfølgelig sammen med min interesse for motorsport, men min fatter er smed, og så tog han mig med på sit arbejde, hvor vi sammen svejsede lidt. Det syntes jeg var interessant, og så gik jeg den vej.”

Patrick Gam Nielsen har kørt kart af flere omgange. ”Jeg fik min første gokart i fødselsdagsgave, da jeg blev tre,” husker det nu 20-årige medlem af Midtjysk Karting Klub. ”Da jeg så blev 12, købte min far en micro-kart, som vi kørte den første afdeling med i Ikast – Rotax Micro – og så blev vi kontaktet af Star Karting, som dengang kørte med Kosmic Kart. Ejeren ville gerne sponsorere en gokart til mig i en sæson, og så kom vi til at køre for Kosmic Kart i 2012, hvor jeg blev Danmarksmester og treer til det nordiske løb. Det var en god start.”

Trods succesen blev det til en pause, hvor Patrick Gam Nielsen i nogle år fungerede som runner på FDM Jyllandsringen, når papirer skulle fra dommertårnet til sekretariatet. Der var også lejlighed til at se motorløb.

”Det kriblede lidt, når man stod deroppe i dommertårnet og kikkede på, og da jeg så i 2020 kom i lære og begyndte at tjene mine egne penge, købte jeg en gokart,” siger Patrick Gam Nielsen.

Op til denne sæson fik han atter stillet materiel til rådighed. Det skulle der arbejdes på.

”Bagakslen går ind gennem gearkassen på en DD2-kart, så der manglede et leje i den ene side i forhold til Croc Promotions andre gokarter, og den kunne ikke flekse på samme måde. Den første ramme var for stiv, så man ville gøre rørsystemet på de næste rammer blødere. Dem skulle vi så have testet,” forklarer smedelærlingen.

Patrick Gam Nielsen har stået i et dilemma.

”Som kører er det lidt frustrerende, at man ikke kan få det til at køre, men som håndværker er det en spændende udfordring,” siger han.

Det endte med et brud.

Først på en af de nye rammer. Dernæst på Nicklas Lindstrøms samarbejde med Croc Promotion. Men ikke hans samarbejde med Patrick Gam Nielsen.

”I de måneder, jeg har arbejdet sammen med Patrick, har jeg oplevet en kører med en rigtig god indstilling til tingene,” siger han, ”så derfor fortsætter vi samarbejdet. Han støver sin gamle kart af, og så ser vi, hvad der sker efter tredje runde af DRMC i Thy.”

Denne artikel er bragt i Autosport #3 2022. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.