I weekendens løb måtte Tom Kristensen og hans bil nøjes med en fjerdeplads i WEC-løbet på SPA. Men det var trods alt tilfredse udtalelser, der kom fra Audi #2 efter løbet.

Det positive ved løbet var, at det også var en Audi med hybridteknologi, der blev nummer to. Så det viser at Audi  R18 e-tron quattro, som Tom Kristensen også kører i, har potentialet til at være med i toppen af klassementet.

Det var et storartet løb for audi med fire nye biler. For vores kørerteam forløb det dog ikke helt optimalt. Men frem for alt var vores præstation i regnvejr bemærkelsesværdig, udtaler Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

Netop i regnvejret var Audi’en med hybridteknologien sine konkurrenter overlegen. De kørte op imod tre sekunder hurtigere end deres konkurrenter. Så mon ikke der krydses fingre for et regnvådt Le Mans senere på året, hvor danskeren atter deltager med sine faste makkere Allan McNish og Rinaldo Capello.

Teamet var dog også ærlige og meldte ud, at hybridbilen kræver noget mere udvikling og forbedringer.

Klart er det også, at vi med R18 e-tron oplever en læringskurve, hvor vi stadig kun er i begyndelsen. Vi må forbedre balancen og dermed også dækkenes holdbarhed, udtaler Allan McNish.

Der venter Audi-teamet en pre-test i juni, før det går løs til Le Mans 24 timer den 16.-17.juni.