Kimi Raikkonens deltagelse i WRC i 2010 har skabt masser af medieomtale – senest af den mere uønskede slags efter hans afkørsel inden starten på Rally Catalunya. Men han er ikke den eneste Formel 1 kører, som har kig på rallysporten. Robert Kubica (billedet) har deltaget i flere løb, men han går noget mere stille med dørene omkring det.

Nu er det heller ikke WRC-løb, som Kubica har deltaget i, og han er heller ikke medlem af et team, som ønsker opmærksomhed omkring ham eller som har forventninger om store resultater. “Formel 1 er mit arbejde, men rally er for sjov. Det er min hobby – min passion,” udtalte han i sidste week-end, hvor han benyttede pausen forud for det koreanske Grand Prix til at deltage i det franske Rallye d’Antibes.

Årsagen til at Kubica valgte netop dette rally skal findes tilbage i januar måned. Da var Kubica på startlisten til Rallye Monte Carlo, fordi han havde en drøm om at prøve at køre den legendariske Col de Turini prøve. Det lykkedes ikke dengang, fordi polakkens Renault Clio fik en motorfejl og han måtte udgå allerede inden den første prøve. Men Col de Turini prøven indgår også i Rallye d’Antibes, så nu var chancen der igen.

Rallye d’Antibes tæller som en afdeling af Europamesterskabet i rally, men det havde ikke trukket nogen af de rigtig store rallynavne til start. Men med 11 Super 2000 biler på startlisten skulle der være nok at dyste med for Kubica, som stillede op i en 5 år gammel Renault Clio Super 1600. Polakken så da også ud til at have fået sin sag for efter to prøver fredag aften, hvor han både spandt og punkterede på to hjul. Således befandt han sig efter de to prøver på en 15. plads efter sin førende landsmand, Michal Solowow i en Ford Fiesta S2000.

Men så gik det ellers fremad for Kubica, som på de resterende 12 prøver omtrent var i stand til at matche de hurtigste i feltet og han kørte sig op på en samlet 3. plads, kun lidt over 2½ minut efter vinderen, italienske Luca Betti i Peugeot 207 S2000. Undervejs var Kubica endog hurtigst af alle på 3 prøver.

Og Col de Turini? Ja, denne gang fik Kubica lov til at køre sin favoritprøve. Og ikke nok med det – under anden gennemkørsel satte han hurtigste tid af alle! En oplevelse, som gjorde stort indtryk på ham og han udtrykte ved mål, at han gerne stillede til start igen en anden gang.

Foto: Renault

Resultat:
1: Luca Betti/Guido D’Amore – Peugeot 207 S2000
2: Michal Solowow/Maciej Baran – Ford Fiesta S2000 (+1:12,3)
3: Robert Kubica/Jakub Gerber – Renault Clio S1600 (+2:35,3)
4: Antonin Tlustak/Jan Skaloud – Skoda Fabia S2000 (+7:21,4)
5: Maciej Oleksowicz/Andrzej Obrebowski – Ford Fiesta S2000 (+7:37,3)