Robert Kubica overkom punktering og tidsstraf for tyvstart og tog sejren i Jännerrallye, der lagde asfalt og is til FIA ERC-premieren

Den polske tidligere F1-kører, der til denne sæson er skiftet fra Citroën til Ford og til WRC som hovedfokus, gæstede ERC med en M-Sport prepareret Ford Fiesta RRC.

Kubica var, takket været tidsstraf, 11,8 sekunder efter tjekkiske Václav Pech i MINI John Cooper Works S2000 forud for den sidste prøve, men dækvalget skulle vise sig at blive afgørende i finaledramaet.

Pech kørte på slicks, mens Kubica gik i en noget anden retning med en kombination af pigdæk og vinterdæk. Pech måtte køre forsigtigt og mistede føringen og dermed sejren.

– Det er helt sikkert godt at stå her som vinder, men vores prioritet var at få meget erfaring og information fra dette rally i forberedelsen til Monte-Carlo. Jeg kørte fire ERC-events sidste år, men jeg var ofte uheldig og lavede nogle fejl, da jeg brugte ralliene som træning. Jeg var lidt mere heldig denne gang, men det var meget svært, og dette var helt sikkert en af de hårdeste weekender i min motorsportskarriere, siger Kubica i en pressemeddelelse.

Raimund Baumschlager tog tredjepladsen og vandt dermed også det nationale mesterskab.

Toppen i Jännerrallye 2014:

1 Robert Kubica (POL)/Maciej Szczepaniak (POL) Ford Fiesta RRC 2h47m06.9s
2 Václav Pech (CZE)/Petr Uhel (CZE) MINI John Cooper Works S2000 +19.9s
3 Raimund Baumschlager (AUT)/Klaus Wicha (DEU) ŠKODA Fabia S2000 +1m38.9s
4 Beppo Harrach (AUT)/Leopold Welsersheimb (AUT) Mitsubishi Lancer Evolution IX R4 +3m00.3s
5 Jaromír Tarabus (CZE)/Daniel Trunkát (CZE) ŠKODA Fabia S2000 +3m39.6s
6 Andreas Aigner (AUT)/Barbara Watzl (AUT) Subaru Impreza R4 STI +4m33.4s
7 Vasily Gryazin (LVA)/Dmitry Chumak (LVA) Ford Fiesta S2000 +6m27.4s
8 Roman Odložilík (CZE)/Martin Tureček (CZE) Ford Fiesta R5 +7m16.3s
9 Robert Consani (FRA)/Vincent Landais (FRA) Peugeot 207 S2000 +9m22.2s
10 Hermann Neubauer (AUT)/Bernhard Ettel (AUT) Subaru Impreza R4 STI +11m39.6s