Kristian Poulsen kan søndag lade sig hylde som vinder af WTCC’s mesterskab for privatkørere.

Den danske BMW-kører er inden de to finaleløb i Macau i spidsen med 23 point til sin ungarske mærkekollega Norbert Michelisz og yderligere seks point foran den anden dansker, Michel Nykjær.

Men favoritten til at tage trofæet i Yokohama Independents Trophy, som VM for privatisterne hedder, er rolig inden slaget står på den efterhånden legendariske gadebane i den tidligere koloni.

– Det bliver spændende – det er jo tæt, så alt kan ske. Men jeg er nu rimeligt rolig, det plejer jeg at være. Vi kom for et par dage siden og har haft tid til at slappe af, siger Kristian Poulsen til Racemag.

Kristian Poulsen kan søndag sikre sig VM for privatkørere

Poulsen udbyggede i Shanghai sin føring med to andenpladser, mens både Norbert Michelisz og Michel Nykjær var uheldige. Michelisz var involveret i uheld, mens Nykjær og de øvrige Sunred Leon-kørere ikke kunne få forhjulstrækkerne til at fungere.

– I Macau spiller forhjulstræk eller baghjulstræk ikke rigtig nogen rolle. Banen i Shanghai var meget langsom og havde mange sving, og det passede bedre til BMW’erne. Jeg skal bare gennemføre og Michelisz og Michel skal ikke have for mange point, siger Poulsen videre.

Uanset udfaldet søndag, så fortsætter danskeren ikke i WTCC. Bilen er solgt, og når det ternede flag er faldet, skal danskeren finde på noget andet i 2012.

– Det er et hårdt program. Tre oversøiske løb på seks uger er for meget, når man skal køre en forretning derhjemme og har en dejlig familie. Og det er langt at rejse for at køre så lidt, siger Poulsen videre.

Men endnu vil han ikke ud med hvor han kan være at finde i den kommende sæson.

FIA WTCC køres i Macau søndag morgen dansk tid.