Teamchefen i Hartmann Honda Racing satte sig selv bag den ene af de to hvide Honda Accord ved Padborg Open. Men det blev et kort comeback til Hans Hartmann, der senest sad bag rattet i DTC-raceren i de sidste afdelinger i 2009, da James Thompson var fraværende.
Under Super 8-kvalifikationen søndag ved frokosttid satte Hans Hartmann Hondaen i rækværket på vej ud af chikanen – i øvrigt første gang, at midtjyden var på banen efter motorhavari i første træning lørdag.
– Da jeg kørte ud på banen, har den en meget kraftig overstyring, og bare jeg rørte rattet 2-3 centimeter, virkede det som om, at jeg havde halvt udslag på rattet, siger Hans Hartmann.
– Bilen er yderst underlig, men jeg valgte at blive på banen, fordi jeg skulle have en tid. På anden omgang gennem chikanen sprang bagenden. Jeg prøvede at korrigere og så røg bilen rundt og tog rækværket. Nu har jeg kørt 4.000 racerkilometer i sådan en Honda, og jeg har aldrig prøvet en bil, der kørte så underligt, som denne her gjorde. Men jeg skøjtede af banen, og det sagde knald, siger Hartmann videre i en pressemeddelelse.
Hondaen blev så beskadiget, at Hartmann ikke igen kom til start.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk