Robert Kubica debuterede i ERC med storm, da han fra første prøve viste suverænitet på Gran Canarias lavasorte asfalt.

Polakken, der kører for Lotos-teamet i Citroën DS3 RRC, vandt samtlige prøver fredag i rallyet og førte med et minut, da rallyet gik ind til den sidste håndfuld special.

På den anden prøve lørdag gik det dog galt. Kubica ramte en af de typiske canariske stenvægge, der omkranser vejene på ferieøen, hvilket kostede et brækket hjulophæng og den videre deltagelse i rallyet – blot fem kilometer fra mål.

– Vi kørte på en hurtig sektion, ned ad bakke. Der var kraftig indbremsning ind i et tredjegearssving. Uheldigvis tabte jeg bilens bagende, da jeg bremsede, og jeg måtte slippe bremsepedalen, ellers ville vi spinne rundt, og vejen er meget snæver. Jeg forsøgte at klare svinget, men vi havde for meget fart på, og jeg ramte muren med venstre baghjul. Og  så røg forenden ind i muren. Det er en skam, men det er uheldigvis sådan noget, der sker, forklarer Kubica i en pressemeddelelse.

Kopecky kæmpede længe med både Craig Breen og lokale Luis Monzon om at være næstbedst efter polakken, men den tjekkiske Skoda-kører satte sig igennem lørdag og kørte sig i front af ERC med sejren. Breen, der i år er Peugeot-juniorkører, tog andenpladsen, mens teamkammerat Jeremy Ancian punkterede to gange lørdag formiddag og måtte trække sig, da der ikke var flere reservehjul.

Monzon tog tredjepladsen på sin hjemmebane i MINI RRC foran Andreas Aigner i Subaru Impreza.

Toppen i Rally Islas Canarias El Corte Inglés 2013:

1 Jan Kopecký (CZE)/Pavel Dresler (CZE) ŠKODA Fabia S2000 2h24m30.9s
2 Craig Breen (IRL)/Paul Nagle (IRL) Peugeot 207 S2000 +1m52.4s
3 Luis Monzón (ESP)/Jose Carlos Deniz (ESP) MINI John Cooper Works RRC +3m18.9s
4 Andreas Aigner (AUT)/Jürgen Heigl (AUT) Subaru Impreza R4 STI +6m50.8s
5 Germain Bonnefis (FRA)/Olivier Fournier (FRA) Renault Mégane N4 +8m31.0s
6 Gorka Antxustegi (ESP)/Alberto Iglesias (ESP) Suzuki Swift Sport S1600 +9m21.6s
7 János Puskádi (HUN)/Barna Gódor (HUN) ŠKODA Fabia S2000 +10m13.6s
8 Jean-Mathieu Leandri (FRA)/Renaud Jamoul (BEL) Peugeot 207 S2000 +11m05.8s
9 Robert Consani (FRA)/Tibo Gorczyca (FRA) Renault Mégane N4 +11m57.7s
10 Antonín Tlusťák (FRA)/Lukáš Vyoral (FRA) ŠKODA Fabia S2000 +14m05.2s
I den samlede stilling fører Kopecky nu med 76 point foran Craig Breen på 58 point og Jari Ketomaa på 39.
Næste rally i ERC er SATA Rallye Acores den 25.-27. april.