Jan Kopecky lignede med tre specialprøver tilbage en slagen mand. Skoda-køreren havde været i front i store dele af Jännerrallye, der åbnede for ERC-sæsonen 2013.
Men på SS15 lørdag punkterede tjekken med sin Fabia S2000 og måtte smide marginen på 20 sekunder, som han havde opbygget til franske Bryan Bouffier. Bouffier selv spandt på selvsamme prøve, men kunne køre i mål på prøven med et godt polster ned til Skodas fabrikskører.
Det lykkedes dog Kopecky med blandt andet en prøvesejr på SS17 at decimere Bouffiers forspring til 10,6 sekunder inden den afsluttende Bad Zell – Tragwein – Aisttal 2 på 25 kilometer. Her satte franskmanden 11,1 sekunder til Kopecky, så tjekken kunne vinde første ERC-afdeling med blot 0,5 sekunder.
Bag dramaet i front var der også tætte kampe og overraskelser. Den østrigske veteran Raimund Baumschlager var med helt fremme fredag, men på første prøve lørdag var Skoda-køreren uden for en afkørsel, der fik ham til at slække på tempoet resten af dagen for at sikre sig at komme i mål. Efter Baumschlager fulgte tjekkiske Vaclav Pech i MINI, der med blandt andet en prøvesejr viste god fart, men også blev fanget af de meget drilske forhold særligt fredag, hvor tåge og pletvis glatte veje fangede en del kørere.
Femmer og bedste i Production Cup blev Beppo Harrach i Mitsubishi Lancer Evo 9. Den lokale helt slog flere gange topkørerne i de hurtigere S2000-biler og sluttede foran blandt andre Francois Delecour. Den franske legende måtte fredag kæmpe med en knækket gearstang, hvilket kostede tid.
Se rallyreview på Eurosport senere lørdag eller søndag.



