Tidligere formel 1-kører Kamui Kobayashi har underskrevet kontrakt med Ferraris fabriksteam i World Endurance Championship (WEC). Det betyder at den tidligere Toyota- og Sauber-kører stiller op i en Ferrari 458 Italia i GTE Pro-klassen.
“Det er en stor ære at blive en del af Ferrari familien, og det er første gang at jeg skal konkurrerer i langdistanceløb i GT-biler. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med arbejdet, og jeg håber, at jeg kan være med til at kæmpe om titlen,” siger Kobayashi
Det er endnu ikke meldt ud hvem der vil blive makker med japaneren når sæsonen starter på Silverstone i april måned, men med Formel 1-kendskab til 6 ud af de 8 baner i WEC-serien skal det blive interessant at følge Kobayashi, og ikke mindst se, om han kan overfører sine spektakulære overhalinger fra Formel 1 til GT-biler.