GP Danmark blev afgørelsen time i årets udgave af Point S Silkeborg Clio Cup. På FDM Jyllandsringen skulle årets fjerde mesterskabsafdeling køres, og det skulle foregå i et fællesløb med deltagerne fra den svenske søsterserie, JTCC. To løb var på programmet, og her skulle det første allerede vise sig afgørende for udfaldet af Point S Silkeborg Clio Cup.

Kim Lund, Silkeborg, havde gennem de tre foregående mesterskabsafdelinger på henholdsvis Ring Djursland, FDM Jyllandsringen og Padborg Park bragt sig i en så solid føring, at han ved GP Danmark havde mulighed for at sikre sig den samlede sejr i Point S Silkeborg Clio Cup før tid. Og netop det gjorde han, for da han i det første af to løb heller ikke havde nogen danske konkurrenter foran sig ved passagen af målstregen, var han nået op på otte maksimumscorer og ville ikke kunne indhentes.

Første løb blev kørt under meget svære vejrbetingelser med kraftig regn, hvor Kim Lund og Nicki Pedersen, Hornslet, på deres Michelin-dæk havde svært ved at stille noget op mod de svenske deltagere, der kørte på dæk af et andet fabrikat.

Andet løb foregik på tør asfalt, og her var det Nicki Pedersen, som blev dansk topscorer. Blandt tilskuerne, der bagefter lykønskede Nicki Pedersen, var Kim Lund, der kunne glæde sig over, at han havde sikret sig titlen dagen forinden. Da han rullede frem til sin plads på startgridden, knækkede en trækaksel, hvorfor hans løb hurtigt var ovre.

Ved Grand Prix Danmark blev der også afholdt møde mellem den danske klasserepræsentant Kim Lund og den svenske JTCC-serie med henblik på samarbejde i 2013.

Stillingen i Point S Silkeborg Clio Cup:

1. Kim Lund Silkeborg

200

2. Nicki Petersen Hornslet

110

3. Steffen Larsen Ishøj

72

4. Jesper Sally Todbjerg

45

5. Lars Møller Middelfart

40

6. Richard Hansson Sverige

36

7. Sonny Nielsen Kalundborg

27