Sæsonen i Cooper Tires British Formula Three Series har budt på masser af op- og nedture for unge Kevin Magnussen. I den kommende weekend bliver det igen bakke/dal for Carlin-køreren, men forhåbentligt kun grundet banens natur.
Fredag og lørdag kører det britiske mesterskab nemlig på den belgiske, legendariske bane Spa-Francorchamps, og på de kuperede syv kilometer belgisk asfalt møder danskeren og resten af det britiske felt nye udfordringer – og konkurrenter.
– Mine forventninger er ret høje denne weekend, der er mange gæstekørere, der deltager fra Euro Series, så der vil være masser af hård konkurrence, men jeg håber, at jeg stadig kan være i toppen, siger Kevin Magnussen og henviser til, at afdelingen også er del af FIA International Formula Three Trophy.
– Jeg har haft nogle virkeligt uheldige løb denne sæson, det har været hårdt, men det er alt sammen del af læringskurven, og det gør mig til en stærkere person og kører. Mht. fart har det ikke været nogen dårlig sæson, da vi ved, at bilen er god. Der er ikke nogen grund til at jeg ikke skal være positiv, for jeg har et godt team og nogle fantastiske mennesker omkring mig, slutter Magnussen i en pressemeddelelse.
Løbene kan følges via livetiming og Racemag – 3. løb, der køres lørdag, vises live på Motors TV UK.
Foto: Jakob Ebrey Photography


