Kevin Magnussen kom bedst ud af et kaosløb på Eurospeedway Lausitz og tog sin anden sejr i ATS F3 Cup.

Danskeren havde kvalificeret sig som femmer til første løb, der blev afviklet på halvvåd bane. Først i allersidste sving blev løbet reelt afgjort med Kevin Magnussen som en af de få, der ikke begik fejl i de svære betingelser.

Stef Dusseldorp førte feltet an, men hollænderen snurrede rundt i allersidste kurve og måtte lade de to Motopark Academy-kørere Magnussen og Jimmy Eriksson gå forbi.

–          Det var virkeligt et sindssygt løb. Jeg er helt vildt glad for sejren. For at være ærlig, så havde vi ikke farten i dag til at vinde. Men i dette løb ser man, at man skal være der og ikke give op. Det var virkeligt svært at køre på de våde steder, og jeg var også næsten røget af, siger Kevin Magnussen efter sin sejr.

Toppen i første løb på Eurospeedway Lausitz:

1 Kevin Magnussen
2 Jimmy Eriksson
3 Stef Dusseldorp
4 Daniel Abt
5 Tom Dillmann

Stillingen i ATS F3 Cup efter første løb på Eurospeedway Lausitz:

1 Tom Dillmann, 95 point
2 Daniel Abt, 79
3 Kevin Magnussen, 71
4 Stef Dusseldorp, 67
5 Felix Rosenqvist, 58

Foto: ATS F3 Cup