Unge Kasper Krogh har netop skiftet sit team i det britiske Formula Renault 2.0-mesterskab ud, men det har ikke givet mere held for mønboen. Op til anden afdeling har Kasper Krogh byttet Anglo Motorsport ud med Antel Motorsport.
Ved anden afdeling af BARC Formula Renault Championship på Silverstone måtte han nøjes med en ottendeplads og en DNF i dagens andet løb blev han kørt af og måtte udgå med en svært skadet bil allerede på første omgang.
– Det var kun anden gang jeg kørte på Silverstone, og tidtagningen var første gang jeg var ude på regndæk dér, så jeg fik det selvfølgelig svært, da jeg hverken kendte banen eller bilen i det våde, siger Kasper Krogh i en pressemeddelelse.
– Begge løb var dog tørre, men der er stadig langt op fra 13. startposition. Første løb gik godt, og jeg fik kørt mig op til 8. pladsen. Til andet løb startede jeg igen 13. men lavede en rigtig god start og lå nummer 7 efter andet sving, hvorefter jeg blev kørt af i tredje sving. Det var ikke den weekend, teamet og jeg havde håbet på, men vi gjorde hvad vi kunne under nogle svære forhold og med en kæmpe portion uheld, siger Kasper Krogh videre.
Tredje afdeling af BARC Formula Renault Championship køres på Croft banen i Nordengland den 3. og 4. juli.
Foto: Jakob Ebrey Photography