Kasper Andersen og FC Midtjyllands visit på FDM Jyllandsringen betød ny officiel banerekord på racerbanen i det jyske.

Kasper Andersens potente Superleague Formula-racer satte en omgangstid på 1.04.10. Dermed blev den gamle rekord slået med næsten to sekunder af en stolt Kasper Andersen.

– Det viser, at man er den hurtigste på banen gennem tiden, og den kommer højst sandsynligt til at stå et godt stykke tid. Og næste gang den skal slås, så håber jeg, at det bliver mig selv, der gør det, siger Kasper Andersen i en pressemeddelelse.

– Det er svært at sætte ord på det, der skete. Vi var lidt skeptiske før omgangene skulle køres, fordi banen er smal og ikke særlig lang i forhold til de baner, vi plejer at køre på, så det er bare en helt fantastisk oplevelse, fortsætter Andersen, som styrede de 12 cylindre og 750 hk gennem de snævre sving og chikaner.

FCM-køreren nåede at køre godt 5 omgange, og han tror, at tiden kunne være blevet bedre, hvis han havde kørte et par ture til.

– Jeg tror, at tiden kunne have været bedre, men jeg synes, at det var et fint tidspunkt at stoppe på. Jeg ville gerne vise bilen frem for folk. Når man laver lidt lir, så bliver det ekstra sjovt, siger Kasper Andersen.

Foto: Rasmus Bech, fcm.dk