Selv om bybanerne har ry for at være Jan Magnussens domæne i DTC, så fik han søndag en udfordrer i Kasper H. Jensen. Efter et fantastisk lørdagsløb, hvor Kasper H. Jensen og Jan Magnussen kæmpede helt til det ternede flag, så fortsatte Kasper H. Jensen søndag sin gode formkurve, hvor det i finalen atter var regnvejr. Efter en tredjeplads i heat 2 gik starten fra pole i finalen. Her holdt han foran Michael Markussen, mens Michelle Gatting startede fra 3. position. Hun fulgtes af Casper Elgaard og Kasper Aaskov, mens Jan Magnussen måtte tage til takke med 9. position.

Kasper H. Jensens start var imidlertid ikke fantastisk, mens Gatting fik en god start lige bagved. Den brugte hun til at bringe sig foran Michael Markussen, og tog straks kampen op med den senere løbsvinder.
Kort efter, på 2. omgang ud af 12, begyndte Michael Markussen at få problemer med at følge med. Han blev sat under hårdt pres af den forsvarende mester, Casper Elgaard, som kort efter fandt vej forbi den unge koldingenser.

CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu
CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu

Bag dem havde Jan Magnussen kæmpet sig vej til femtepladsen, men afstanden til top fire var ret stor på dette tidspunkt, cirka midt i løbet. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for Frederik Schandorff, der kørte sig fra P13 på gridden til P8.
Forrest opstod en god duel mellem Casper Elgaard og Michelle Gatting om andenpladsen. Det lod Kasper H. Jensen trække et mindre forspring, mens Elgaard på 7. omgang overhalede Gatting. I kampens hede fik den forsvarende mester dog ramt banens floppies to gange, hvilket kostede en strafbane. Mere om den senere.
På samme tid ramte uheldet igen Jan Magnussen. Efter at være udgået af 2. heat skulle der point på bogen, men det lykkedes ikke Magnussen, der måtte udgå med et knækket speederkabel.

CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu
CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu


Elgaard diskvalificeret

Casper Elgaard tog sig ikke videre af meddelelsen om en strafbane, og indsatte i stedet forfølgelsen af Kasper H. Jensen. Her var Elgaard flere gange tæt på, men i mål blev det sejr til Kasper H. Jensen. Elgaards andenplads og mange vigtige mesterskabspoint blev herefter vekslet til en diskvalifikation som følge af den ignorerede strafbane, hvorfor Michelle Gatting kunne overtage andenpladsen. Tredjepladsen gik til Michael Markussen.

Det betyder, at Kasper H. Jensen har fordelen i det samlede regnskab, hvor han med 199 point fører med otte point over Jan Magnussen. Nummer tre er Michael Markussen med 155, mens Martin V. Jensen med ganske anonym kørsel og en fjerdeplads i finalen også er firer samlet. Femmer er Frederik Schandorff og Casper Elgaard er aktuelt sekser samlet.

Det sagde de efter finalen:
Kasper H. Jensen, vinder:
– Det er mere end godkendt – og langt mere, end vi turde håbe på. Hele weekenden har budt på godt og ganske rent race, hvilket også var en stor fordel. Vi går efter flere sejre, så vi må holde skruen i vandet og se frem mod Jyllandsringen og Rudskogen nu. Jeg kan især godt lide Rudskogen, og det er et løb, jeg virkelig ser frem til.

John Nielsen, teamchef for Team Flexlease.nu:
– Det var svært for alle med de meget skiftende vejrforhold denne weekend, men jeg er meget imponeret over det arbejde, vores kørere har gjort her. Kasper har hele tiden virket så rolig og ustresset i bilen, hvilket er meget imponerende. Talentet har han hele tiden haft, men nu tror han virkelig på det – jeg tror, det er grunden til, vi ser ham køre så godt i denne weekend.

Michael Markussen, P3:
– Igen var det noget af et lotteri derude. Jeg var godt træt af at se andenpladsen forsvinde, men vi havde simpelthen ikke ramt rigtigt med dæktrykket. Det var for lavt, så jeg kunne ikke hænge på de førende i mere end et par omgange, før jeg tabte terræn til dem. Det positive er, at vi har kørt fejlfrit og undgået skader – og samlet set, så kan jeg vist kun være tilfreds med en tredjeplads her i weekenden, lyder det fra Michael Markussen.

CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu
CHGP 2016. Foto, Stefan Mehl-Ludvigsen, Team Flexlease.nu