En pole position, hurtigste omgang og føring i 15 omgange af første løb. Men topresultaterne udeblev for Kasper Andersen og FC Midtjylland, der dog satte deres solide aftryk på anden afdeling af Superleague Formula på Zolder.

Det obligatoriske pitstop i første løb gik galt for ulvene, da motoren satte ud. Da teamet havde startet raceren igen, var Andersen langt nede i feltet, og en snurretur betød et endeligt exit fra første løb.

I andet løb skulle Kasper Andersen starte som sekser. Men syndflodslignende regnvejr var lig med et kaosrace, hvor blot ni biler kom i mål. Kasper Andersen kom i mål på sjettepladsen, men var mest af alt glad for at være kommet helskindet i mål.

– Det er lidt svært at være tilfreds, synes jeg. Vi starter skidt på regnvejsdækkene, og det er lidt som om, at dækkene aldrig rigtig får greb. Da vi kommer ind efter pitstop, mister vi tid på grund af safetycar, siger Kasper Andersen til FC Midtjyllands hjemmeside.

– Det er godt, at vi gennemfører, for det er der ikke mange, der gjorde. I sving nummer tre var der en flod på tværs af banen. Det er vanskeligt at finde det rigtige set-up, og jeg ramte vidst heller ikke helt rytmen selv.

Resultaterne betyder, at FC Midtjylland ligger på en13. plads af 19 hold med 72 point. Liverpool FC med Adrian Valles er i spidsen med 159 point.

Foto: Superleague Formula