Den 24-årige danske Kasper Andersen imponerede lørdagens kvalifikation ved at være hurtigste mand. Ikke nok med det, så var han faktisk hurtigst i alle sessioner.

Det betyder at Kasper skal starte søndagens race på pole position i det 18 mands store felt.

– Det er en helt kanon fornemmelse. Der er masser af fans, sponsorer, og teamet er helt oppe at køre. Det er helt fantastisk at være i pole position, fortæller Kasper Andersen.

– Forskellen fra Magny-Cours og til Zolder er, at Zolder passer mig bedre. Det er ikke mange poles, jeg har haft i min karriere, men det er altid noget specielt. Man er hurtigst på dagen, og det er noget, som jeg altid vil huske tilbage på siger en yderst tilfreds Andersen.