Nu kan man genopleve en af de bedste sæsoner i standardvognsracing på computeren. DTM 1992-moddet til GTR2 er fra før Jan Magnussen fik dun på overlæben og mens Tom K vaklede mellem at arbejde i en nordjysk bank eller køre ræs.
DTM 1992 byder på en lang række af de BMW M3, Mercedes 190E 2,5-16 og Audi V8, der kørte i det tyske standardvognsmesterskab – verdens nok hårdeste af slagsen – som Kurt Thiim og Kris Nissen var med til at præge.
Klaus Ludwig var suveræn i sæsonen og tog sin anden mesterskabstitel i AMG Mercedesen, skarpt forfulgt af Kurt Thiim i den Diebels-sponserede Zakspeed-Mercedes. Kris Nissen kørte en mellemår i Unitron BMW M3’eren, som han i øvrigt vandt Nordic Touring Car Championship i. 1992 var også året, hvor Ellen Lohr som første og eneste kvinde vandt et DTM-løb, mens de hidtil så suveræne Audi V8 med firhjulstræk blev trukket ud af mesterskabet efter mistanke om snyd.
DTM 1992-moddet er et underholdende bekendtskab skabt af mod-gruppen Rokurace. Der skal dog skrues en del på setuppet for at fysikken kommer i nærheden af datidens racere, og den metalliske lyd fra de højtydende fircylindrede motorer i BMW og Mercedes lader noget tilbage at ønske.

En tur i Kurth Thiims Mercedes rundt på Avus eller Norisring vækker dog minder, så moddet er absolut anbefalelsesværdigt.
Du kan hente DTM 92 til GTR2 her – download det til din computer og gem Gamedata-mappen i GTR2-folderen på dit drev. (åbner nyt vindue)
Flere af banerne fra dengang er også tilgængelige til download på blandt andet nogripracing.com, mens blandt andre Brno er en del af GTR2-spillet. Rygter lyder, at andre moddere allerede er i gang med at konvertere det til den noget nyere SimBin-titel GTR Evolution.
Mesterskabsstillingen i DTM 1992:
1. | Klaus Ludwig | (D) | 228 |
2. | Kurt Thiim | (DK) | 192 |
3. | Bernd Schneider | (D) | 191 |
4. | Johnny Cecotto | (YV) | 185 |
5. | Keke Rosberg | (FIN) | 147 |
6. | Roland Asch | (D) | 143 |
7. | Roberto Ravaglia | (I) | 134 |
8. | Joachim Winkelhock | (D) | 110 |
9. | Steve Soper | (GB) | 109 |
10. | Jörg van Ommen | (D) | 106 |
11. | Ellen Lohr | (D) | 105 |
12. | Emanuele Pirro | (I) | 85 |
13. | Jacques Laffite | (F) | 43 |
14. | Altfrid Heger | (D) | 38 |
15. | Frank Biela | (D) | 35 |
16. | Franz Engstler | (D) | 26 |
17. | Kris Nissen | (DK) | 24 |
18. | Hans-Joachim Stuck | (D) | 21 |
19. | Frank Jelinski | (D) | 12 |
20. | Harald Becker | (D) | 3 |
21. | Armin Hahne | (D) | 2 |
21. | Armin Bernhard | (D) | 2 |
23. | Leopold Prinz von Bayern | (D) | 1 |
23. | Hubert Haupt | (D) | 1 |
23. | Gerd Ruch | (D) | 1 |
Kalenderen DTM 1992:
05.04.1992 | Bergischer Löwe | (B) | Zolder |
19.04.1992 | Eifelrennen | (D) | Nürburgring |
03.05.1992 | Flugplatzrennen Wunstorf | (D) | Wunstorf |
10.05.1992 | Avus-Rennen | (D) | Berlin |
24.05.1992 | Rennsport-Festival | (D) | Hockenheim |
18.06.1992 | 24 Stunden Nürburgring | (D) | Nürburgring |
28.06.1992 | 200 Meilen von Nürnberg | (D) | Norisring |
12.07.1992 | Grand Prix Brünn | (CSFR) | Brünn |
16.08.1992 | Flugplatzrennen Diepholz | (D) | Diepholz |
06.09.1992 | ADAC-Preis Singen | (D) | Singen |
20.09.1992 | Großer Preis der Tourenwagen | (D) | Nürburgring |
11.10.1992 | Int. DMV-Preis | (D) | Hockenheim |
Følg med en tur tilbage til 1992 i dette tilbageblik på DTM
Fotos: Screenshots fra DTM 1992 til GTR2