En sejr i weekendens andet løb på Dijon-Prenois sikrede franske Jules Bianchi titlen i Formula 3 Euro Series. Den blot 20-årige talentfulde ART Grand Prix-kører følger dermed i Nico Hülkenbergs fodspor, der vandt titlen sidste år.

Knap er champagnen tørret af pokalerne fra weekenden, før det er offentliggjort, at Bianchi, der har været tæt på urørlig i årets F3 Euro Series, kører GP2 i 2010 for netop ART.

Det danske islæt i serien, der tidligere har haft bl.a. Kris Nissen og Tom Kristensen som vindere, Johan Jokinen, fik også succes på banen i det franske. En niendeplads i andet løb er det foreløbige højdepunkt i en svær sæson for danskeren.

Det unge talent har haft en særdeles hård første halvdel af sæsonen med utallige problemer i Formula Renault. Skiftet til F3 midt på sæsonen var som ventet en stor mundfuld, og teamet har ikke været i stand til at give Jokinen de bedste arbejdsbetingelser.

Niendepladsen er bedste resultat for Jokinen indtil videre. Danskeren har to løb til at gøre det bedre – finalen på Hockenheim om knap to uger.

Fotos: F3 Euro Series