Johan Jokinen fortsætter sine tests i Formula Two. Denne uge er det på Portimao-banen i Portugal, og selvom klimaet er en tak bedre end i Danmark, er det unge racertalent ramt af feber, hovedpine og svimmelhed. Snurreture har været en del af dagens orden, men Jokinen ender alligevel som firer samlet – med potentiale til meget mere. Læs her, hvordan førstedagen er gået for Jokinen – eksklusivt for Racemag.
Det var nok en af de længste og værste testdage, jeg har haft. Alt startede fint med at jeg være hurtigst fra omgang 1, og vi gik hurtigt i gang med at ændre i setuppet, der var noget anderledes end det i Valencia. Jeg var godt klar over, at jeg ikke var helt på toppen, men umiddelbart regnede jeg det bare for at være lidt morgen-snue. Det var det i høj grad ikke. Jeg startede med at tage mig nogle snurreture, faktisk hele 4 af slagsen under formiddagstesten.
Jeg fandt ud af, at min krop og reaktioner slet ikke kunne følge med i hvad der skete på banen. På det tidspunkt gjorde mine øjne ondt, jeg havde hovedpine, hostede, næsen løb og hjertet bankede derudaf. Jeg kunne ikke følge med længere, da vi gik på nye dæk og der skulle sættes tider, men også setuppet var ved siden af, og bilen kørte generelt ikke som jeg ville have den til.
Under frokostpausen begyndte hele kroppen at ryste, jeg var konstant svimmel, frøs og var øm. Nogle piller og et besøg hos lægerne hjalp dog en smule, men kroppen kunne overhovedet ikke følge med i hvad der skete. Pulsen var 100 bare ved at sidde stille. Det har nok været en smule uforsvarligt at jeg kørte om eftermiddagen for når jeg ser tilbage på dagen nu er det et stort blur. Alligevel var jeg hurtigst og blev ved med at forbedre mine tider indtil lige til sidst, før boost blev tilladt at bruge.
Da vi så måtte bruge boost, valgte vi at gå meget tidligt på nye dæk, fordi vi ikke regnede med at jeg kunne holde resten af dagen med min tilstand. Jeg var ude på en rigtig god, fri omgang indtil et rødt flag uheldigvis falder, mens dækkene var bedst. Jeg vidste godt, løbet var kørt og kun med halvdelen af det boost jeg skulle bruge på en omgang, forsøgte jeg en sidste hurtig omgang, da vi fik grønt lys. Jeg vidste, det ikke var nok og senere på data kan jeg også se, at det (manglende boost) er det eneste jeg taber på i forhold til den hurtigste.
Nu handler det om at hvile (meget!) før i morgen, hvor jeg forhåbentlig vil have det bedre. Det er utilfredsstillende som bare pokker og være hurtigst hele dagen, endda på trods af sygdom, og så miste førstepladsen til sidst. Men i bund og grund handlede dagen om at overleve, og hvis det her er mit bundniveau, er jeg meget tilfreds.
Venlig hilsen
Johan
Foto: James Bearne
